Introduktion
Historie
Den filosofiske praktiker
Filosofiske vejledningsformer

---

Introduktion
Den filosofiske praksis tilbyder et samtalerum, hvor spørgsmål af mere eksistentiel, etisk og værdimæssig karakter kan blive undersøgt på en sokratisk, reflekterende og tankevækkende måde.

I den danske såvel som i den europæiske uddannelses- og sund-hedssektor, samt indenfor virksomheds- og organisationsudvikling tales der i disse år i stigende grad om etik, værdiafklaring og værdi-baseret ledelse, og fokus rettes mod emner af mere eksistentiel, etisk og filosofisk karakter.

Dette gælder indenfor perspektivet af livslang læring, hvor der spørges til den lærendes personlige værdiafklaring og “filosofiske selvforståelse”. Det gælder social- og sundhedsområdet, hvor evnen til at håndtere etiske og eksistentielle problematikker er afgørende, og det gælder området for virksomheds- og organisationsudvikling, hvor spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til eksistentielle spørgsmål i arbejdslivet er blevet højaktuelt. Ligeledes forholder det sig med det moderne menneskes generelle stræben efter at “finde fodfæste” i livet.

Dansk Selskab for Filosofisk Praksis tilbyder et forum og et videnscenter for udvikling af den filosofiske praksis i Danmark. Dette inkluderer rådgivnings-, foredrags- og uddannelsesaktiviteter indenfor fire hovedområder:

Pædagogik og uddannelse
Social- og sundhedsområdet
Organisationsudvikling og erhverv
Eksistensvejledning og “etisk selvomsorg”

 

---

Historie
Grundlæggelsen af Dansk Selskab for Filosofisk Praksis er inspi-reret dels af den græske og senantikke tradition for filosofi forstået som livskunst og livsform, dels af den moderne filosofiske praksis.
Det var Sokrates og stoikerne, der lagde grunden for at forstå filo-sofi som en praktisk øvelse i nærvær og etisk selvomsorg. “Det ikke-undersøgte liv er ikke værd at leve”, sagde Sokrates, og pegede dermed på det filosofiske liv som et ideal, der er værd at stræbe efter.

Selve terapibegrebets historie begynder med Platon. I dialogen ”Statsmanden” understreger han, at lederens centrale funktion er at være ”hyrde” for fællesskabet. Denne hyrdefunktion består i at tage vare på, eller drage omsorg for, ”epimeleia” (latin”cura”, tysk ”Sorge”, dansk ”omsorg”).

At dette er en ”vejledende” funktion, er svært at komme udenom. Dette begreb suppleres af ”Therapeia”, der i denne kontekst betyder en opfordring til det enkelte samfundsmedlem om at tage vare på sig selv. Det betyder ikke mindst, at prøve at leve i overensstemmelse med, hvad man kunne kalde den ”normative firkant”, hvis hjørner består af:

Det Gode
Det Sande
Det Skønne
Det Retfærdige

Senere i historien kan en afbildning af Platons opfattelse i moderni-teten findes i Kants ”Kritik der Urteilskraft”. Hos Kant understreges det enkelte individs autonomi eller myndighed på en måde, der ikke kan genfindes i den klassiske, græske kontekst. Alligevel er hans tre maksimer dog en indfaldsvinkel til forståelse af Platons argumentationskunst, og dette konkretiseres i personen ”Sokrates” med dennes ”maieutiske program”. Kants tre maksimer er:

· At forholde sig fundamentalt kritisk
· At udvikle en kompromisløs, empatisk evne
· At være i overensstemmelse med sig selv

Kants perspektiv er, at den personlige balance er forudsætningen både for seriøs kritik og indlevelsesevne, og dette kvalificerer meget godt det moderne terapibegreb, da der i den personlige balance ikke mindst ligger evnen til at mobilisere den gode vilje og dermed viljen til at forme "Det Gode Liv" for andre end sig selv.

Senere peger den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault på denne filosofiske praksis, da han taler om det myndige menneske, som et menneske der er skabt ved hjælp af etiske selvpraksis-ser og af filosofien som en livsform til kritisk selvdannelse.

Siden den tyske filosof Gerd Achenbach grundlagde den første filosofiske vejledningspraksis i Køln i 1981 har der på internationalt plan været en voksende interesse og bevægelse for filosofisk praksis.

 

---

Den filosofiske praktiker
Filosofisk Praksis kan bedst ses som en undersøgelse af filosofisk natur.

En filosofisk praktiker er en katalysator for den besøgendes egen tænkning om etiske, eksistentielle og værdimæssige spørgsmål. Gennem de sokratiske samtaler hjælper den filosofiske praktiker den besøgende eller grupper med at filosofere og med at skabe en åben “etisk samtalekultur”. Den filosofiske praktiker fungerer ikke blot som et “spejl” for den besøgendes værdiafklaring, men går også ind i en kritisk undersøgelse af den besøgendes filosofiske selv- og verdensforståelse, ligesom den besøgende også kan få tilbudt alternative horisonter at tænke indenfor.

Hvad mennesket, det gode liv og verden er, er netop en gåde, en underfundighed, der ikke kan gives noget eentydigt svar på, og det er denne grundlæggende undren over tilværelsen og livet som sådan, den filosofiske praktiker forsøger at vække i den besøgende. Det, den filosofiske praktiker gør, er at spørge til de filosofiske grundantagelser, som den besøgendes tænkning og livspraksis synes at hvile på, ligesom han også hjælper den besøgende til at undersøge, om der er en overensstemmelse mellem vedkommendes tænkte livssyn (“logos”) og vedkommendes levede livssyn (“bios”).

 

---

Filosofiske vejledningsformer
Dansk Selskab for Filosofisk Praksis bygger på fem forskellige vejledningsformer i den filosofiske praksis:

Den filosofiske vejledningspraksis

Den sokratiske dialoggruppe

Det undersøgende fællesskab

Dilemmatræning og andre filosofiske øvelser

Den filosofiske salon

Den klassiske filosofiske vejledningspraksis bygger på en samtale på tomandshånd, hvor den filosofiske praktiker hjælper enkeltindivider (ledere, konsulenter, læger, psykologer, sygeplejerske, private) med at undersøge personens grundlæggende værdier eller konkrete etiske eller værdimæssige problematikker - og kritisk at filosofere over disse værdier og problematikker og tilføje alternative synsvinkler.

Folk, der opsøger en filosofisk praktiker, oplever ikke, at de føler sig syge. De kommer, fordi de ønsker at kvalificere og undersøge deres tænkning og syn på tilværelsen indholdsmæssigt, og de ønsker at lære en måde at spørge og lytte på, der kan fremme en eksisten-tiel værdiafklaring og en mere filosoferende måde at gå til tilværelsen på.

En filosofisk vejledningssession varer ca. en time og kan forløbe over en enkelt dag, uger, måneder eller år, alt efter behov.

Mange af de samme kvaliteter finder man i den sokratiske dialoggruppe. Denne er dog kendetegnet ved, at samtalen foregår i en gruppe på min syv og max. ti mennesker, og hvor den filosofiske praktiker blot fungerer som “linievogter”. Den sokratiske dialoggruppe har oftest en varighed på to sammenhængende hele dage.

Med udgangspunkt i et filosofisk spørgsmål, som gruppen ønsker at filosofere over (Hvad er god vejledning? Hvad er den gode organisation?, etc.), skal deltagerne komme med et konkret eksempel fra deres eget liv, som de mener kunne være et levet svar på det overordnede spørgsmål.

Processen går dernæst ud på, at gruppen i fællesskab skal nå frem til - v.h.a. overholdelse af de sokratiske spørgeteknikker og dyder - hvilket af deltagernes eksempel, man finder er det bedste og begrunde hvorfor. Med dette hovedeksempel spørges der dernæst videre til, hvilket overordnet hovedudsagn, der så kan gives på baggrund af det valgte eksempel. Over tid og ved at tænke sammen og i forlængelse af hinanden hjælper deltagerne hinanden til at klargøre deres begreber, begrunde deres meninger filosofisk og kritisk at forholde sig til deres egne grundantagelser og tavse forudsætninger i deres argumentation. Derved opnår gruppen (og den enkelte deltager) en større indsigt i gruppens fælles (og deltagerens egne) værdier og syn på det undersøgte spørgsmål, og de får gennem denne dialog oparbejdet en etisk samtale-kultur, som gruppen og organisationen også vil kunne drage fordel af i deres hverdag.

Den sokratiske dialoggruppe benyttes til værdiafklaringsprojekter inden for skole- og organisationsudvikling og til at træne f.eks. medarbejdere, konsulenter, sygeplejersker og skolepraktikere til at spørge og lytte på en mere eksistentiel måde.

Det undersøgende fællesskab (“The Community of Inquiry”) er en blødere form for filosoferen i grupper, som har været benyttet med stor succes blandt børn og unge. Igennem denne form for filosofisk gruppesamtale lærer børnene at filosofere med hinanden og styrke deres evne til at tænke selv og sammen med andre.

I Danmark har man i flere år oparbejdet en ekspertise på dette område, og der arbejdes med at inddrage “etiske læseplaner” parallelt med de faglige læseplaner for derigennem at styrke lærernes og elevernes værdibevidsthed og evne til at forholde sig til etiske og værdimæssige spørgsmål. En tankegang som i udlandet især har vist sin brugbarhed overfor skoler med flerkulturel baggrund - eller skoler, hvor forældre og lærere ønsker at styrke børnenes evne til bedre at kunne finde rundt i deres liv.

Dilemmatræning og filosofiske øvelser: Der findes indenfor traditionen for Filosofisk Praksis en række øvelser og metoder til at fremme en filosoferende attitude og spørgeform. Det gælder de stoiske øvelser i livskunst, hvor f.eks. den filosofiske dagbog bliver benyttet. Eller det gælder øvelserne i dilemmatræning, hvor der sættes fokus på specifikke etiske dilemmaer og konflikter, og hvordan man eventuelt kan løse eller opløse disse. Især de stoiske øvelser og “selvpraksisser” har vundet fornyet interesse, når det gælder spørgsmålet om, hvordan man lever “det filosofiske liv” og livet forstået som et kunstværk.

Den filosofiske salon er et samlebegreb for de mange forskellige former for selskabelige samværsformer omkring det filosofiske, som Sokrates’ Symposion var et foregangstilfælde for.

Den filosofiske cafe er et kendt fænomen i Frankrig, hvor flere mennesker over en kop kaffe og på baggrund af et mindre men tankevækkende oplæg fra en filosofisk praktiker får sig en filosofisk debat om et specifikt emne.

Den filosofiske dinner er et andet tiltag, hvor den filosofiske praktiker inviteres hjem privat til et arrangement over en middag og hvor middagsgæsterne får sig en filosofisk samtale af et par timers varighed.

Endelig er der den klassiske litterære salon, hvor den filosofiske praktiker igangsætter og koordinerer løbende saloner af høj filosofisk og kunstnerisk kvalitet (også med andre oplægsholdere end den filosofiske praktiker selv) og igen under mere private former.